Find vej: Forside » Artikler » Danske Dominus går nordisk

Danske Dominus går nordisk

Lagt på VVSworld.dk den 23-08-2017 af webmaster


Den svensk baserede Nordomatic-koncern køber norske SD-Consult AS, der arbejder med intelligent bygningsdrift. Med Dominus i Danmark, SDC i Norge og Nordomatic i Sverige skabes en ny, nordisk spiller inden for smart buildings. Danske Dominus skal nu til Norge for at bistå med kompetencer inden for projektforretninger, og nordiske kunder kan serviceres på tværs af landegrænserSidste år købte den svenske kapitalfond Adelis Equity Partners en del af svenske Nordomatic, som samtidig købte danske Dominus ud af energikoncernen EWII, der tidligere var kendt som Trefor. Ved handelen blev svenske Nordomatic nyt søsterselskab for danske Dominus, og kapitalfonden meldte dengang ud, at ambitionen var at skabe en nordisk koncern for ”smart buildings”.

Nu køber Nordomatic norske SD-Consult AS, der ligesom danske Dominus og svenske Nordomatic arbejder med intelligent bygningsdrift baseret på åbne og leverandøruafhængige building management-systemer.

Kan gå ind i større projekter
SDC har base i Oslo, omsætter for 26 mio. og beskæftiger 15 medarbejdere. Kundekredsen består af private og offentlige bygherrer, ejendomsudviklere, ejendomsadministratorer, entreprenører, facility management-leverandører samt øvrige aktører inden for bygningsdrift og energioptimering.
- Med Nordomatic som ejer af SDC får vi nye muligheder for at arbejde proaktivt med vores kunder og gå ind i større projekter, end vi hidtil har gjort. Det er et spændende skridt, både for mit team og vores kunder, siger indehaver og direktør Erik Nordli, der etablerede SD-Consult i 1997.

Dominus skal bistå med projekterfaring
I Danmark ser adm. direktør Toke Juul fra Nordomatic-ejede Dominus A/S frem til at få nye kolleger i Norge:
- Vi har flere danske kunder, der har afdelinger eller aktiviteter i Norge, og med koncernens opkøb af SDC får vi en stærk platform at bistå kunderne fra. Det samme gælder SDCs norske kunder, der opererer i Danmark, hvor vores 110 medarbejdere nu står klar til at servicere dem, siger Toke Juul.

Sammen med en række danske kolleger skal den danske direktør bistå SDCs team med at udvikle netop projektforretningen, der i forbindelse med salget til Nordomatic er udpeget som vækstområde for SDC.

Respekteret specialistforretning
- Jeg kan ikke forestille mig en bedre start i Norge end med SDC som nyt medlem af Nordomatic-familien. Det er et team af højt respekterede specialister, hvor vi nu får et brohoved i Norge, der er et vigtigt vækstmarked for os, siger koncernchef Olov Schagerlund fra Nordomatic.

Med opkøbet af SDC passerer den samlede omsætning i Nordomatic-koncernen 600 mio SEK og en medarbejderstab i de tre lande på godt 300 ansatte. I ejerkredsen er blandt andre den svenske kapitalfond Adelis Equity Parners. Adelis ser et stort vækstpotentiale for virksomheder, der arbejder med intelligente styringssystemer til ejendomme.
- Markedet for bygningsautomatik og ”smart buildings” vil vokse i de kommende år, det er vi helt overbeviste om, siger Steffen Thomsen fra Adelis Equity Partners, der med opkøbet af den norske virksomhed er godt i gang med at realisere de mål, der blev meldt ud sidste år i forbindelse med opkøbet af Nordomatic og Dominus.

Adelis blev etableret i 2012 med målet om at blive den førende kapitalfond med fokus på investeringer i mellemstore virksomheder i Norden. Den nuværende fondskapital er på 3,7 mia. SEK.

Fakta om Dominus A/S
Dominus er en af Danmarks førende leverandører af åbne og leverandøruafhængige styresystemer for lys, køl, varme og ventilation.
I Danmark har virksomheden kontorer i Herning, Aabenraa, Aarhus, Aalborg, Odense og København.
Dominus har 110 medarbejdere og købte tidligere på året JTN Automatik, der nu indgår som en selvstændig division i Dominus
Virksomheden blev etableret af familien Juul i 1997 og har i perioden2010-2016 været ejet af energikoncernen Trefor, nu kendt som EWII, med familien Juul som daglig ledelse. Familien Juul kom gennem investering i Nordomatic i 2016 igen i ejerkredsen og leder fortsat virksomheden.

Fakta om Nordomatic-koncernen
Nordomatic er en specialiseret teknikentreprenør med fokus på ”smart buildings” og energioptimering af store bygninger gennem systemintegration og implementering af åbne og leverandøruafhængige styresystemer for lys, køl, varme og ventilation.
Virksomheden blev etableret i 1967 og er i dag en af det nordiske markeds førende spillere inden for intelligent bygningsdrift.
Koncernen opererer i Sverige (Nordomatic AS) og Danmark (Dominus) samt i Norge (SD Consult AS). Samlet set bekæftiger virksomhederne over 300 medarbejdere og omsætter for over 600 mio. SEK.
I aktionærkredsen er blandt andre den svenske kapitalfond Adelis Equity Partners.