Find vej: Forside » Artikler » Korset ved Kavalergangen

Korset ved Kavalergangen

Lagt på VVSworld.dk den 23-08-2017 af webmaster


For tredje gang beriges den københavnske sommer med en arkitekttegnet træpavillon i Kongens Have.Det er de Stockholm-baserede arkitekter Krupinski/Krupinska Arkitekter i samarbejde med Per Olsen, arkitekt MAA, der står bag den korsformede Allépavillon, der fra d. 18. august til d. 30. september vil stå til rådighed for gæster, som har lyst til alt fra picnic til gåtur, leg eller en stille stund væk fra byens larm.
Projektet blev udvalgt som vinder blandt i alt 64 indsendte forslag i arkitektkonkurrencen om en midlertidig pavillon i Kongens Have.

Allépavillonen er skabt specifikt til Platanplænen ved Hercules Pavillonen i den gamle barokhave. Den inviterer både til den hurtige gennemgang, da konstruktionen er en fortsættelse af de eksisterende alléer, Damegangen og Kavalergangen – og inviterer også til ophold, hvor man kan dvæle eller gå på opdagelse. Pavillonen, der opføres i nordisk træ, er formet som et kors, der, sammen med den eksisterende beplantning, danner forskellige rum, som besøgende kan bevæge sig i. Der er også en mobil scene, der kan placeres rundt omkring i pavillonen til events, foredrag og koncerter.

Konkurrencen om en midlertidig pavillon i Kongens Have blev udskrevet af Akademisk Arkitektforening på initiativ af den københavnske lokalafdeling og bliver til med støtte fra Dreyers Fond, Realdania, Akademisk Arkitektforening, Logik & Co., Moelven samt Slots- og Kulturstyrelsen.

Konkurrencen var for medlemmer af Arkitektforeningen og har derfor navnet Pavillon MAA. Med konkurrencen ønsker arkitekternes medlemsorganisation at vise bud på, hvordan arkitekter med få midler, og indenfor et begrænset tidsrum, kan skabe bygningskunst, der giver en midlertidig oplevelse - en leg med rumligheders muligheder.

Dommerkomiteen fremhæver, at Allépavillonen med sin enkelhed og arkitektoniske udtryk opfylder konkurrencens midlertidige præmisser og er perfekt til formålet: En anvendelig konstruktion, der inviterer brugerne til iscenesættelsen. I dommerbetænkningen lyder det:

"Pavillonen er et stilsikkert enkelt greb, der udløser overvældende alsidige kvaliteter. Og selvom det til stadighed står ydmygt, er det et imødekommende anlæg, der skaber rum. Resultatet er en pavillon, som indtager og iscenesætter stedet som helhed på en enkel og arkitektonisk meget overbevisende måde."

Social og bæredygtig
Det er tømrere fra Logik & Co., blandt andet kendt fra programserien på DR Frihed, lighed og Tømmerlus, der skal stå for selve byggeriet. Logik & Co. arbejder med ligeløn, demokrati og ansatte, som har haft svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Se de flotte arkitekturmodeller
En arkitekturmodel er et lille kunstværk i sig selv. Se alle 64 modeller fra konkurrencen udstillet i foyeren i Arkitektforeningen fra 5. maj til d. 29. september 2017.
Tid og sted: Åbenrå 34, København K, mandag- torsdag kl. 9-16 og fredag kl. 9-15.

Baggrund
Arkitektforeningen indbød i januar 2017, på initiativ af dens lokalafdeling i København og i samarbejde med Dreyers Fond, Realdania, træleverandøren Moelven Danmark og Slots- og Kulturstyrelsen, til en konkurrence om udformning af en midlertidig pavillon i Kongens have i København.
Det er tredje gang, Arkitektforeningen og lokalafdelingen i København udskriver en konkurrence om en midlertidig pavillon til Kongens Have. Den første pavillon blev realiseret i sensommeren 2013 og den anden i 2015. Begge pavilloner var en succes og tiltrak sig stor opmærksomhed fra både besøgende og medier. Pavillonen OMKRING fra 2015 blev kåret til en af sommerens vigtigste udendørs seværdigheder i magasinet Wallpaper.

Dommerkomitéen bestod af medlemmer fra Arkitektforeningens lokalafdeling i København, én repræsentant fra henholdsvis Dreyers Fond og Moelven samt tre fagdommere udpeget af Arkitektforeningen. Herudover har dommerkomitéen fået rådgivning i forhold til konstruktive, byggetekniske, funktionelle og stedlige forhold fra blandt andet en ingeniør, Slots- og Kulturstyrelsen, Café Hercules, Logik & Co samt Moelven.

Vinderen blev præmieret med 100.000 kroner.

De blev også præmieret
2- præmie: Søren Skovgaard Laursen, stud.arch, MAA, DKK 60.000
3. præmie: Marius Dalsgaard Jeppesen, arkitekt MAA og Bendik Herdlevær Støckert, arkitekt MAA, DKK 40.000.

Yderligere 7 forslag modtog hædrende omtale. Se alle forslag på Arkitektforeningens hjemmeside www.arkitektforeningen.dk

Tak til
Pavillon MAA 2017 er sponsoreret af Dreyers Fond, Moelven Danmark og Realdania og er blevet til med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen og Akademisk Arkitektforening.